Jeg burde

Realiteterne hænger hen over hovedet på mig som kæmpe store voksen gardiner

og jeg tror godt jeg inderst inde ved hvad de vil.

Jeg burde lukke dem ind for jeg ved at

de går ikke væk

ikke væk bare sådan lige.

Men alle deres bekymringer og pligtsbekendtskaber 

giver mig blot endnu mere lyst til at bruge ord der ikke findes 

for at sætte mig endnu mere på tværs af rigtigheden.

Jeg opfinder ordene som jeg vil 

går imod og ikke med.

Jeg burde gå ind og pakke alle mine ting ned i kasser

jeg ved jo det ville være smart.

Tanken om det rigtige giver mig endnu mere lyst til 

at opfinde endnu en overspringshandling. 

Når lykken bliver en 
fysisk genstand i 
luften foran dig.

Lige til at gribe ud efter men
når du prøver forsvinder den
helt. 

På den anden side af køkkenpapiret

Nu er der kun tilbage at sige: trygheden
ligger der
i dine egne knogler.
Og så går vi rundt som vildfarene og leder efter en menning og en klippekraft at læne os op af. 
Og så ligger den lige der.
Midt i snevejrets rastløse fnugsammensætning og musikkens ubeslutsomhed. Lige her, 
foran dig. 

Men alle spør jo så til sidst svarer du bare alt i mens du sender dem dit venligste smil og det bliver til den der standart sætning uden kommaer som bare ligger og venter på at blive sagt

Jeg inviterer til 
klippekraft i knoglemarv.

Du kunne være blevet tilskuer til dit eget hestevæddeløb. 

Der tales om søsterskab. Tit. Vi passer sammen som søstre ville gøre. Hun troede på at der var mennesker derude, som passede sammen i puslespil. Det gjalt bare om at finde sine brikker.