somewhere over the rainbow

Imellem sukkersøde overspringshandlinger

Oplever jeg et mod til det kaotiske

Set med friske øjne

2

Alle er 2 

Alle de der par der vandrer rundt i hånd

I hånd

Jeg hader dem ja.

Ja. Hader er faktisk det

helt rigtige ord. 

Jeg hader dem for at få 

mig til at føle at jeg 

er den forkerte at jeg

er gået forkert. Normaliteten.

Smilende på deres læber udsulter mig.

Jeg hader dem for at

minde mig om min

ensomhed. 

minde mig om min manglende 

tosomhed. 

Som vi åbenbart skal udfylde.

To håndflader

To øjne

To smilehuller

To ører

To bryster

     Men

jeg har kun 1 hjerte.

Et skrøbeligt glødende søndagshjerte. Så fuck jer.

Fuck jeres strålende hjerter

der hamrer sig osende

igennem hud og tekstil. 

Ja. Jeg kan godt se dem. Nu sidder hun her jo. Som det kunstneriske menneske hun er, med benene over kors. 

Hvad vil du mig egentlig,

Kærlighed. 

Vil du kun være til besvær? Mistroiske møgluder. 

Men hun sidder her altså, overlevede tequilatoget i nordvest.

jeg vil det,

livet.

I morgen kan hun fortælle om det som rørte det hende ikke en haletudse. 

Fuck

Mig

jeg er en vanddråbe flydende med vandet omkring mig
nogle gange flyder jeg bare med
jeg flyder bare fordi
det der sker skal ske
jeg flød jo bare men
måske kan du fortælle mig hvad meningen er
altså meningen med livet
jeg mener bare
jeg forstår ikke sammensætningen altså
hvis jeg skulle fortælle dig den gjorde jeg
men ikke mig selv

planen ligger lidt som sur kaffe uden mælk
i en pæn kop
rustne søm i min mund
hvem er jeg egentlig
fortæl mig det
jeg flyder jo bare

he needs me

omringet af ansvaret

Omringes af Realiteterne. Kvæles 
langsomt 
så det næsten ikke mærkes men
pludselig står du der bare. Omringet.
Der er ikke noget at gøre nu. 
Du skulle havde foreberedt dig på situationen 
som det voksne menneske du er.
Ansvaret er en pligt i det samfund du lever i.
Du er et samfund i den pligt du lever i.
Slugende kameler i livets strofer, 
det er en bagatel. Livet
jeg kaster op ud over dig

Jeg burde

Realiteterne hænger hen over hovedet på mig som kæmpe store voksen gardiner

og jeg tror godt jeg inderst inde ved hvad de vil.

Jeg burde lukke dem ind for jeg ved at

de går ikke væk

ikke væk bare sådan lige.

Men alle deres bekymringer og pligtsbekendtskaber 

giver mig blot endnu mere lyst til at bruge ord der ikke findes 

for at sætte mig endnu mere på tværs af rigtigheden.

Jeg opfinder ordene som jeg vil 

går imod og ikke med.

Jeg burde gå ind og pakke alle mine ting ned i kasser

jeg ved jo det ville være smart.

Tanken om det rigtige giver mig endnu mere lyst til 

at opfinde endnu en overspringshandling. 

Når lykken bliver en 
fysisk genstand i 
luften foran dig.

Lige til at gribe ud efter men
når du prøver forsvinder den
helt. 

På den anden side af køkkenpapiret

Nu er der kun tilbage at sige: trygheden
ligger der
i dine egne knogler.
Og så går vi rundt som vildfarene og leder efter en menning og en klippekraft at læne os op af. 
Og så ligger den lige der.
Midt i snevejrets rastløse fnugsammensætning og musikkens ubeslutsomhed. Lige her, 
foran dig. 

Men alle spør jo så til sidst svarer du bare alt i mens du sender dem dit venligste smil og det bliver til den der standart sætning uden kommaer som bare ligger og venter på at blive sagt

Jeg inviterer til 
klippekraft i knoglemarv.

Du kunne være blevet tilskuer til dit eget hestevæddeløb. 

Der tales om søsterskab. Tit. Vi passer sammen som søstre ville gøre. Hun troede på at der var mennesker derude, som passede sammen i puslespil. Det gjalt bare om at finde sine brikker.